Page 103 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Deel i Menneskenes Lykke. Han gav dig Sjæl og beholdt dog
sin egen. Men det kan aldrig skee! Hvad der just er deiligt her i
Havet, din Fiskehale, finde de hæsligt deroppe paa Jorden, de
forstaae sig nu ikke bedre paa det, man maa have to klodsede
Støtter, som de kalde Been, for at være smuk!"
Da sukkede den lille Havfrue og saae bedrøvet paa sin
Fiskehale.
"Lad os være fornøiede," sagde den Gamle, "hoppe og
springe ville vi i de trehundrede Aar, vi have at leve i, det er saa
mæn en god Tid nok, siden kan man desfornøieligere hvile sig
ud i sin Grav. Iaften skal vi have Hofbal!"
Det var ogsaa en Pragt, som man aldrig seer den paa Jorden.
Vægge og Loft i den store Dandsesal vare af tykt men klart
Glas. Flere hundrede kolossale Muslingskaller, rosenrøde og
græsgrønne, stode i Rækker paa hver Side med en blaae
brændende Ild, som oplyste den hele Sal og skinnede ud
gjennem Væggene, saa at Søen der udenfor var ganske oplyst;
man kunde see alle de utallige Fiske, store og smaae, som
svømmede henimod Glasmuren, paa nogle skinnede Skjællene
purpurrøde, paa andre syntes de Sølv og Guld. - Midt igjennem
Salen flød en bred rindende Strøm, og paa denne dandsede
Havmænd og Havfruer til deres egen deilige Sang. Saa smukke
Stemmer have ikke Menneskene paa Jorden. Den lille Havfrue
sang skjønnest af dem alle, og de klappede i Hænderne for
hende, og et Øieblik følte hun glæde i sit Hjerte, thi hun vidste,
at hun havde den skjønneste Stemme af alle paa Jorden og i
Havet! Men snart kom hun dog igjen til at tænke paa Verden
oven over sig; hun kunde ikke glemme den smukke Prinds og
sin Sorg over ikke at eie, som han, en udødelig Sjæl. Derfor
sneg hun sig ud af sin Faders Slot, og mens Alt derinde var