Page 99 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

hvis Top den hvide Snee skinnede, som var det Svaner, der
laae; nede ved Kysten vare deilige grønne Skove, og foran laae
en Kirke eller et Kloster, det vidste hun ikke ret, men en
Bygning var det. Citron- og Apelsintræer voxte der i Haven, og
foran Porten stode høie Palmetræer. Søen gjorde her en lille
Bugt, der var blikstille, men meget dybt, lige hen til Klippen,
hvor det hvide fine Sand var skyllet op, her svømmede hun hen
med den smukke Prinds, lagde ham i Sandet, men sørgede især
for, at Hovedet laae høit i det varme Solskin.
Nu ringede Klokkerne i den store hvide Bygning, og der kom
mange unge Piger gjennem Haven. Da svømmede den lille
Havfrue længer ud bag nogle høie Stene, som ragede op af
Vandet, lagde Sø-Skum paa sit Haar og sit Bryst, saa at ingen
kunde see hendes lille Ansigt, og da passede hun paa, hvem der
kom til den stakkels Prinds.
Det varede ikke længe, før en ung Pige kom derhen, hun
syntes at blive ganske forskrækket, men kun et Øieblik, saa
hentede hun flere Mennesker, og Havfruen saae, at Prindsen fik
Liv, og han smilte til dem alle rundt omkring, men ud til hende
smilte han ikke, han vidste jo ikke heller, at hun havde reddet
ham, hun følte sig saa bedrøvet, og da han blev ført ind i den
store Bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i Vandet og søgte
hjem til sin Faders Slot.
Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun
det meget mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde seet
den første Gang deroppe, men hun fortalte ikke noget.
Mangen Aften og Morgen steg hun op der, hvor hun havde
forladt Prindsen. Hun saae, hvor Havens Frugter modnedes og
blev afplukkede, hun saae, hvor Sneen smeltede paa de høie