Page 98 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Søen gjorde ind mod Skibet, Masten knak midt over, ligesom
den var et Rør, og Skibet slængrede paa Siden, mens Vandet
trængte ind i Rummet. Nu saae den lille Havfrue, at de vare i
Fare, hun maatte selv tage sig i Agt for Bjelker og Stumper af
Skibet, der dreve paa Vandet. Eet Øieblik var det saa kullende
mørkt, at hun ikke kunde øine det mindste, men naar det saa
lynede, blev det igjen saa klart, at hun kjendte dem alle paa
Skibet; hver tumlede sig det bedste han kunde; den unge Prinds
søgte hun især efter, og hun saae ham, da Skibet skiltes ad,
synke ned i den dybe Sø. Ligestrax blev hun ganske fornøiet,
for nu kom han ned til hende, men saa huskede hun, at
Menneskene ikke kunne leve i Vandet, og at han ikke, uden
som død, kunde komme ned til hendes Faders Slot. Nei døe,
det maatte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem Bjelker
og Planker, der dreve paa Søen, glemte reent, at de kunde have
knust hende, hun dykkede dybt under Vandet og steg igjen høit
op imellem Bølgerne, og kom saa tilsidst hen til den unge
Prinds, som næsten ikke kunde svømme længer i den
stormende Sø, hans Arme og Been begyndte at blive matte, de
smukke Øine lukkede sig, han havde maattet døe, var ikke den
lille Havfrue kommet til. Hun holdt hans Hoved op over
Vandet, og lod saa Bølgerne drive hende med ham, hvorhen de
vilde.
I Morgenstunden var det onde Veir forbi; af Skibet var ikke
en Spaan at see, Solen steg saa rød og skinnende op af Vandet,
det var ligesom om Prindsens Kinder fik liv derved, men
Øinene bleve lukkede; Havfruen kyssede hans høie smukke
Pande og strøg hans vaade Haar tilbage; hun syntes, han
lignede Marmorstøtten nede i hendes lille Have, hun kyssede
ham igjen, og ønskede, at han dog maatte leve.
Nu saae hun foran sig det faste Land, høie blaae Bjerge, paa