Page 101 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Nu vidste hun, hvor han boede, og der kom hun mangen
Aften og Nat paa Vandet; hun svømmede meget nærmere Land,
end nogen af de andre havde vovet, ja hun gik heelt op i den
smalle Canal, under den prægtige Marmor Altan, der kastede
en lang Skygge hen over Vandet. Her sad hun og saae paa den
unge Prinds, der troede, han var ganske ene i det klare
Maaneskin.
Hun saae ham mangen Aften seile med Musik i sin prægtige
Baad, hvor Flaggene vaiede; hun tittede frem mellem de
grønne Siv, og tog Vinden i hendes lange sølvhvide Slør og
Nogen saae det, tænkte de, det var en Svane, som løftede
Vingerne.
Hun hørte mangen Nat, naar Fiskerne laae med Blus paa
Søen, at de fortalte saa meget godt om den unge Prinds, og det
glædede hende, at hun havde frelst hans Liv, da han halvdød
drev om paa Bølgerne, og hun tænkte paa, hvor fast hans
Hoved havde hvilet paa hendes Bryst, og hvor inderligt hun da
kyssede ham; han vidste slet intet derom, kunde ikke engang
drømme om hende.
Meer og meer kom hun til at holde af Menneskene, meer og
meer ønskede hun at kunne stige op imellem dem; deres
Verden syntes hun var langt større, end hendes; de kunde jo paa
Skibe flyve hen over Havet, stige paa de høie Bjerge høit over
Skyerne, og Landene, de eiede, strakte sig, med Skove og
Marker, længer, end hun kunde øine. Der var saa meget hun
gad vide, men Søstrene vidste ikke at give Svar paa Alt, derfor
spurgte hun den gamle Bedstemoder og hun kjendte godt til
den høiere Verden, som hun meget rigtigt kaldte Landene
ovenfor Havet.
"Naar Menneskene ikke drukne," spurgte den lille Havfrue,