Page 100 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Bjerge, men Prindsen saae hun ikke, og derfor vendte hun altid
endnu mere bedrøvet hjem. Der var det hendes eneste Trøst, at
sidde i sin lille Have og slynge sine Arme om den smukke
Marmorstøtte, som lignede Prindsen, men sine Blomster
passede hun ikke, de voxte, som i et Vildnis, ud over Gangene
og flettede deres lange Stilke og Blade ind i Træernes Grene,
saa der var ganske dunkelt.
Tilsidst kunde hun ikke længer holde det ud, men sagde det
til een af sine Søstre, og saa fik strax alle de andre det at vide,
men heller ingen flere, end de og et Par andre Havfruer, som
ikke sagde det uden til deres nærmeste Veninder. Een af dem
vidste Besked, hvem Prindsen var, hun havde ogsaa seet
Stadsen paa Skibet, vidste, hvorfra han var, og hvor hans
Kongerige laae.
"Kom lille Søster!" sagde de andre Prindsesser, og med
Armene om hinandens Skuldre stege de i en lang Række op af
Havet foran, hvor de vidste Prindsens Slot laae.
Dette var opført af en lyseguul glindsende Steenart, med
store Marmortrapper, een gik lige ned til Havet. Prægtige
forgyldte Kupler hævede sig over Taget, og mellem Søilerne,
som gik rundt om hele Bygningen, stode Marmorbilleder, der
saae ud, som levende. Gjennem det klare Glas i de høie
Vinduer saae man ind i de prægtigste Sale, hvor kostelige
Silkegardiner og Tepper vare ophængte, og alle Væggene
pyntede med store Malerier, som det ret var en Fornøielse at
see paa. Midt i den største Sal pladskede et stort Springvand,
Straalerne stode høit op mod Glaskuppelen i Loftet,
hvorigjennem Solen skinnede paa Vandet og paa de deilige
Planter, der voxte i det store Bassin.