Page 102 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

"kunne de da altid leve, døe de ikke, som vi hernede paa
Havet?"
"Jo!" sagde den gamle, "de maae ogsaa døe, og deres Levetid
er endogsaa kortere end vor. Vi kunne blive tre hundrede Aar,
men naar vi saa høre op at være til her, blive vi kun Skum paa
Vandet, have ikke engang en Grav hernede mellem vore Kjære.
Vi have ingen udødelig Sjæl, vi faae aldrig Liv mere, vi ere
ligesom det grønne Siv, er det engang skaaret over, kan det
ikke grønnes igjen! Menneskene derimod have en Sjæl, som
lever altid, lever, efter at Legemet er blevet Jord; den stiger op
igjennem den klare Luft, op til alle de skinnende Stjerner!
ligesom vi dykke op af Havet og see Menneskenes Lande,
saaledes dykke de op til ubekjendte deilige Steder, dem vi
aldrig faae at see."
"Hvorfor fik vi ingen udødelig Sjæl?" sagde den lille Havfrue
bedrøvet, "jeg vilde give alle mine tre hundrede Aar, jeg har at
leve i, for blot een Dag at være et Menneske og siden faae Deel
i den himmelske Verden!"
"Det maa Du ikke gaae og tænke paa!" sagde den Gamle, "vi
have det meget lykkeligere og bedre, end Menneskene
deroppe!"
"Jeg skal altsaa døe og flyde som Skum paa Søen, ikke høre
Bølgernes Musik, see de deilige Blomster og den røde Sol!
Kan jeg da slet intet gjøre, for at vinde en evig Sjæl!"
"Nei!" sagde den Gamle, "kun naar et Menneske fik dig saa
kjær, at du var ham meer, end Fader og Moder; naar han med
hele sin Tanke og Kjærlighed hang ved dig, og lod Præsten
lægge sin høire Haand i din med Løfte om Troskab her og i al
Evighed, da flød hans Sjæl over i dit Legeme og du fik ogsaa