Page 57 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

for Fuglen var jo en stor, stor en imod hende, der kun var en
Tomme lang, men hun tog dog Mod til sig, lagde Bomulden
tættere om den stakkels Svale, og hentede et Krusemynteblad,
hun selv havde havt til Overdyne, og lagde det over Fuglens
Hoved.
Næste Nat listede hun sig igjen ned til den, og da var den
ganske levende, men saa mat, den kunde kun et lille Øieblik
lukke sine Øine op og see Tommelise, der stod med et Stykke
Trøske i Haanden, for anden Lygte havde hun ikke.
"Tak skal Du have, Du nydelige lille Barn!" sagde den syge
Svale til hende, "jeg er blevet saa deilig opvarmet! snart faaer
jeg mine Kræfter og kan flyve igjen, ude i det varme Solskin!"
"O!" sagde hun, "det er saa koldt udenfor, det sneer og fryser!
bliv Du i din varme Seng, jeg skal nok pleie Dig!"
Hun bragte da Svalen Vand i et Blomsterblad, og den drak og
fortalte hende, hvorledes den havde revet sin ene Vinge paa en
Tornebusk og kunde derfor ikke flyve saa stærkt, som de andre
Svaler, som da fløi bort, langt bort til de varme Lande. Den var
da tilsidst faldet ned paa Jorden, men mere kunde den ikke
huske, og vidste slet ikke, hvorledes den var kommet her.
Hele Vinteren blev den nu hernede og Tommelise var god
imod den og holdt saa meget af den; hverken Muldvarpen eller
Markmusen fik det mindste at vide derom, for de kunde jo ikke
lide den stakkels fattige Svale.
Saasnart Foraaret kom og Solen varmede ind i Jorden, sagde
Svalen Farvel til Tommelise, der aabnede Hullet, som