Page 58 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Muldvarpen havde gjort ovenover. Solen skinnede saa deiligt
ind til dem, og Svalen spurgte, om hun ikke vilde følge med,
hun kunde sidde paa dens Ryg, de vilde flyve langt ud i den
grønne Skov. Men Tommelise vidste, det vilde bedrøve den
gamle Markmuus, om hun saaledes forlod hende.
"Nei, jeg kan ikke!" sagde Tommelise. "Farvel, farvel! Du
gode nydelige Pige!" sagde Svalen og fløi ud i Solskinnet.
Tommelise saae efter den, og Vandet kom i hendes Øine, for
hun holdt saa meget af den stakkels Svale. "Qvivit! qvivit!"
sang Fuglen og fløi ind i den grønne Skov.
Tommelise var saa bedrøvet. Hun fik slet ikke Lov at komme
ud i det varme Solskin; Kornet, der var saaet paa Ageren,
henover Markmusens Huus, voxte ogsaa høit op i Veiret, det
var en heel tyk Skov for den stakkels lille Pige, som jo kun var
en Tomme lang.
"Nu skal Du i Sommer sye paa dit Udstyr!" sagde
Markmusen til hende, for nu havde Naboen, den kjedelige
Muldvarp i den sorte Fløielspels, friet til hende. "Du skal have
baade Uldent og Linned! Du skal have at sidde og ligge paa,
naar Du bliver Muldvarpens Kone!"
Tommelise maatte spinde paa Haandteen, og Markmusen
leiede fire Ædderkoppe til at spinde og væve Nat og Dag. Hver
Aften gjorde Muldvarpen Visit og snakkede da altid om, at naar
Sommeren fik Ende, saa skinnede Solen ikke nær saa varmt,
den brændte jo nu Jorden fast, som en Steen; ja naar Sommeren
var ude, saa skulde Brylluppet staae med Tommelise; men hun
var slet ikke fornøiet, for hun holdt ikke noget af den kjedelige
Muldvarp. Hver Morgen, naar Solen stod op, og hver Aften,
naar den gik ned, listede hun sig ud i Døren og naar saa Vinden
skilte Toppene af Kornet ad, saa at hun kunde see den blaa