Page 59 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Himmel, tænkte hun paa, hvor lyst og smukt der var herude, og
ønskede saameget, at hun igjen maatte faae den kjære Svale at
see; men den kom aldrig mere, den fløi vist langt borte i den
smukke grønne Skov.
Da det nu blev Efteraar, havde Tommelise hele sit Udstyr
færdigt.
"Om fire Uger skal Du have Bryllup!" sagde Markmusen til
hende. Men Tommelise græd og sagde, hun vilde ikke have den
kjedelige Muldvarp.
"Snik snak!" sagde Markmusen, "gjør Dig ikke obsternasig,
for ellers skal jeg bide Dig med min hvide Tand! Det er jo en
deilig Mand, Du faaer! hans sorte Fløielspels har Dronningen
selv ikke Mage til! Han har baade i Kjøkken og Kjælder. Tak
Du Gud for ham!"
Saa skulde de have Bryllup. Muldvarpen var allerede
kommet, for at hente Tommelise; hun skulde boe med ham,
dybt nede under Jorden, aldrig komme ud i den varme Sol, for
den kunde han ikke lide. Det stakkels Barn var saa bedrøvet,
hun skulde nu sige den smukke Sol farvel, som hun dog hos
Markmusen havde faaet Lov at see paa i Døren.
"Farvel, Du klare Sol!" sagde hun og rakte Armene høit op i
Veiret, gik ogsaa en lille Smule udenfor Markmusens Huus; thi
nu var Kornet høstet, og her stod kun de tørre Stubbe. "Farvel,
farvel!" sagde hun og slog sine smaa Arme om en lille rød
Blomst, der stod. "Hils den lille Svale fra mig, dersom Du faaer
den at see!"