Page 70 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Johannes vilde strax, at de skulde bære hende hjem, hvor hun
boede, men den Fremmede lukkede sin Randsel op, tog en
Krukke frem, og sagde, at han havde her en Salve, der strax
kunde gjøre hendes Been heelt og raskt, saa at hun selv kunde
gaae hjem, og det som om hun aldrig havde brækket Benet.
Men derfor vilde han ogsaa, at hun skulde forære ham de tre
Riis, hun havde i sit Forklæde.
"Det er godt betalt!" sagde den Gamle og nikkede ganske
underligt med Hovedet; hun vilde ikke saameget gjerne af med
sine Riis, men det var heller ikke saa rart, at ligge med Benet
brækket; saa gav hun ham Risene, og ligesaa snart han havde
gnedet Salven paa Benet, reiste ogsaa den gamle Mutter sig op,
og gik meget bedre end før. Det kunde den Salve gjøre. Men
den var heller ikke at faae paa Apotheket.
"Hvad vil Du med de Riis?" spurgte Johannes nu sin
Reisekammerat.
"Det er tre pæne Urtekoste!" sagde han, "dem kan jeg just
lide, for jeg er en løierlig Fyr!"
Saa gik de endnu et godt Stykke.
"Nei, hvor det trækker op!" sagde Johannes, og pegede
ligefrem; "det er nogle forskrækkelige tykke Skyer!"
"Nei," sagde Reisekammeraten, "det er ikke Skyer, det er
Bjergene. De deilige store Bjerge, hvor man kommer heelt op
over Skyen i den friske Luft! Det er herligt, kan Du troe!
Imorgen ere vi vist saalangt ude i Verden!"
Det var ikke saa nær ved, som det saae ud, de brugte en heel
Dag at gaae, før de kom til Bjergene, hvor de sorte Skove voxte