Page 69 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

anden spinde lange Hængebroer og Palladser, der, da den fine
Dug faldt paa, saae ud som skinnende Glas i det klare
Maaneskin. Saaledes varede det ved, lige til Solen stod op. De
smaa Alfer krøb da ind i Blomsterknoppene og Vinden tog i
deres Broer og Slotte, der da fløi hen i Luften, som store
Spindelvæv.
Johannes var nu kommet ud af Skoven, da en stærk
Mandsstemme raabte bag ved ham: "Holla, Kammerat!
hvorhen gjælder Reisen?"
"Ud i den vide Verden!" sagde Johannes. "Jeg har hverken
Fader eller Moder, er en fattig Knøs, men vor Herre hjælper
mig nok!"
"Jeg vil ogsaa ud i den vide Verden!" sagde den fremmede
Mand. "Skal vi to gjøre Følgeskab!"
"Ja nok!" sagde Johannes, og saa fulgtes de ad. De kom snart
til at holde meget af hinanden, for de vare gode Mennesker
begge to. Men Johannes mærkede nok, at den Fremmede var
meget klogere end han, han havde været næsten hele Verden
rundt, og vidste at fortælle om alt det Muelige, der er til.
Solen var allerede høit oppe, da de satte dem under et stort
Træ, for at spise deres Frokost; i det samme kom der en
gammel Kone. O, hun var saa gammel og gik ganske krum,
støttede sig paa en Krykkestok, og havde paa sin Ryg et Knippe
Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven. Hendes Forklæde
var hæftet op, og Johannes saae at tre store Riis af Bregner og
Pileqviste stak ud fra det. I det hun var ganske nær dem, gleed
hendes ene Fod, hun faldt om og gav et høit Skrig, for hun
havde brækket sit Been, den stakkels gamle Kone.