Page 93 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

igjennem det mørkeblaae Vand, hvor Fiskene sloge med deres
Finner og Hale. Maane og Stjerner kunde hun see, rigtignok
skinnede de ganske blege, men gjennem Vandet saae de meget
større ud end for vore Øine; gled der da ligesom en sort Sky
hen under dem, da vidste hun, at det enten var en Hvalfisk, som
svømmede over hende, eller ogsaa et Skib med mange
Mennesker; de tænkte vist ikke paa, at en deilig lille Havfrue
stod nedenfor og rakte sine hvide Hænder op imod Kjølen.
Nu var da den ældste Prindsesse 15 Aar og turde stige op
over Havfladen.
Da hun kom tilbage, havde hun hundrede Ting at fortælle,
men det deiligste, sagde hun, var at ligge i Maaneskin paa en
Sandbanke i den rolige Sø, og see tæt ved Kysten den store
Stad, hvor Lysene blinkede, ligesom hundrede Stjerner, høre
Musikken og den Larm og Støi af Vogne og Mennesker, see de
mange Kirketaarne og Spiir, og høre hvor Klokkerne ringede;
just fordi hun ikke kunde komme derop, længtes hun allermeest
efter Alt dette.
O! hvor hørte ikke den yngste Søster efter, og naar hun siden
om Aftenen stod ved det aabne Vindue og saae op igjennem det
mørkeblaae Vand, tænkte hun paa den store Stad med al den
Larm og Støi, og da syntes hun at kunne høre Kirkeklokkerne
ringe ned til sig.
Aaret efter fik den anden Søster Lov til at stige op gjennem
Vandet og svømme hvorhen hun vilde. Hun dykkede op, just i
det Solen gik ned, og det Syn fandt hun var det deiligste. Hele
Himlen havde seet ud som Guld, sagde hun, og Skyerne, ja,
deres Deilighed kunde hun ikke nok beskrive! røde og violette
havde de seilet hen over hende, men langt hurtigere, end de,
fløi, som et langt hvidt Slør, en Flok af vilde Svaner hen over