Page 94 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Vandet hvor Solen stod; hun svømmede henimod den, men den
sank og Rosenskjæret slukkedes paa Havfladen og Skyerne.
Aaret efter kom den tredie Søster derop, hun var den
dristigste af dem Alle, derfor svømmede hun op ad en bred
Flod, der løb ud i Havet. Deilige grønne Høie med Viinranker
saae hun, Slotte og Gaarde tittede frem mellem prægtige
Skove; hun hørte, hvor alle Fuglene sang og Solen skinnede
saa varmt, at hun tidt maatte dykke under Vandet, for at kjøle
sit brændende Ansigt. I en lille Bugt traf hun en heel Flok smaa
Menneskebørn; ganske nøgne løb de og plaskede i Vandet, hun
vilde lege med dem, men de løbe forskrækkede deres Vei, og
der kom et lille sort Dyr, det var en Hund, men hun havde
aldrig før seet en Hund, den gjøede saa forskrækkeligt af
hende, at hun blev angst og søgte ud i den aabne Søe, men
aldrig kunde hun glemme de prægtige Skove, de grønne Høie
og de nydelige Børn, som kunde svømme paa Vandet, skjøndt
de ingen Fiskehale havde.
Den fjerde Søster var ikke saa dristig, hun blev midt ude paa
det vilde Hav, og fortalte, at der var just det deiligste; man saae
mange Mile bort rundt omkring sig, og Himlen ovenover stod
ligesom en stor Glasklokke. Skibe havde hun seet, men langt
borte, de saae ud som Strandmaager, de morsomme Delphiner
havde slaaet Kolbøtter, og de store Hvalfiske havde sprøitet
Vand op af deres Næseboer, saa at det havde seet ud, som
hundrede Vandspring rundt om.
Nu kom Touren til den femte Søster; hendes Geburtsdag var
just om Vinteren og derfor saae hun, hvad de andre ikke havde
seet første Gang. Søen tog sig ganske grøn ud og rundt om
svømmede der store Iisbjerge, hvert saae ud som en Perle,
sagde hun, og var dog langt større end de Kirketaarne,
Menneskene byggede. I de forunderligste Skikkelser viste de