Page 95 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

sig og glimrede som Diamanter. Hun havde sat sig paa et af de
største og alle Seilere krydsede forskrækkede uden om, hvor
hun sad og lod Blæsten flyve med sit lange Haar; men ud paa
Aftenen blev Himlen overtrukket med Skyer, det lynede og
tordnede, medens den sorte Sø løftede de store Iisblokke høit
op og lod dem skinne ved de røde Lyn. Paa alle Skibe tog man
Seilene ind, der var en Angst og Gru, men hun sad rolig paa sit
svømmende Iisbjerg og saae den blaae Lynstraale slaae Zikzak
ned i den skinnende Sø.
Den første Gang en af Søstrene kom over Vandet, var enhver
altid henrykt over det Nye og Smukke hun saae, men da de nu,
som voxne Piger, havde Lov at stige derop naar de vilde, blev
det dem ligegyldigt, de længtes igjen efter Hjemmet, og efter
en Maaneds Forløb sagde de, at nede hos dem var dog
allersmukkest, og der var man saa rart hjemme.
Mangen Aftenstund toge de fem Søstre hinanden i Armene og
steeg i Række op over Vandet; deilige Stemmer havde de,
smukkere, end noget Menneske, og naar det da trak op til en
Storm, saa de kunde troe, at Skibe maatte forlise, svømmede de
foran Skibene og sang saa deiligt, om hvor smukt der var paa
Havets Bund, og bade Søfolkene, ikke være bange for at
komme der ned; men disse kunde ikke forstaae Ordene, de
troede, at det var Stormen, og de fik heller ikke Deiligheden
dernede at see, thi naar Skibet sank, druknede Menneskene, og
kom kun som døde til Havkongens Slot.
Naar Søstrene saaledes om Aftenen, Arm i Arm, steeg høit op
gjennem Havet, da stod den lille Søster ganske alene tilbage og
saae efter dem, og det var som om hun skulde græde, men
Havfruen har ingen Taarer, og saa lider hun meget mere.
"Ak, var jeg dog 15 Aar!" sagde hun, "Jeg veed, at jeg ret vil