Page 96 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

komme til at holde af den Verden deroven for og af
Menneskene, som bygge og boe deroppe!"
Endelig var hun da de 15 Aar.
"See nu have vi dig fra Haanden," sagde hendes
Bedstemoder, den gamle Enkedronning. "Kom nu, lad mig
pynte dig, ligesom dine andre Søstre!" og hun satte hende en
Krands af hvide Lillier paa Haaret, men hvert Blad i Blomsten
var det halve af en Perle; og den Gamle lod 8 store Østers
klemme sig fast ved Prindsessens Hale, for at vise hendes høie
Stand.
"Det gjør ondt!" sagde den lille Havfrue.
"Ja man maa lide noget for Stadsen!" sagde den Gamle.
O! hun vilde saa gjerne have rystet hele denne Pragt af sig og
lagt den tunge Krands; hendes røde Blomster i Haven klædte
hende meget bedre, men hun turde nu ikke gjøre det om.
"Farvel" sagde hun og steg saa let og klar, som en Boble, op
gjennem Vandet.
Solen var lige gaaet ned, idet hun løftede sit Hoved op over
Havet, men alle Skyerne skinnede endnu som Roser og Guld,
og midt i den blegrøde Luft straalede Aftenstjernen saa klart og
deiligt, Luften var mild og frisk og Havet blikstille. Der laae et
stort Skib med tre Master, et eneste Seil var kun oppe, thi ikke
en Vind rørte sig rundt om i Tougværket og paa Stængerne sad
Matroser. Der var Musik og Sang, og alt som Aftenen blev
mørkere, tændtes hundrede brogede Lygter; de saae ud, som
om alle Nationers Flag vaiede i Luften. Den lille Havfrue
svømmede lige hen til Kahytvinduet, og hver Gang Vandet
løftede hende i Veiret, kunde hun see ind af de speilklare