Page 97 - H.C: Andersen: Samlede Eventyr

Ruder, hvor saa mange pyntede Mennesker stode, men den
smukkeste var dog den unge Prinds med de store sorte Øine,
han var vist ikke meget over 16 Aar, det var hans Fødselsdag,
og derfor skete al denne Stads. Matroserne dandsede paa
Dækket, og da den unge Prinds traadte derud, steg over
hundrede Raketter op i Luften, de lyste, som den klare Dag, saa
den lille Havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned
under Vandet, men hun stak snart Hovedet igjen op, og da var
det ligesom om alle Himmelens Stjerner faldt ned til hende.
Aldrig havde hun seet saadanne Ildkunster. Store Sole snurrede
rundt, prægtige Ildfisk svingede sig i den blaae Luft, og alting
skinnede tilbage fra den klare, stille Sø. Paa Skibet selv var saa
lyst, at man kunde see hvert lille Toug, sagtens Menneskerne.
O hvor dog den unge Prinds var smuk, og han trykkede
Folkene i Haanden, loe og smilte, mens Musiken klang i den
deilige Nat.
Det blev silde, men den lille Havfrue kunde ikke vende sine
Øine bort fra Skibet og fra den deilige Prinds. De brogede
Lygter bleve slukkede, Raketterne stege ikke mere i Veiret, der
løde heller ingen flere Kanonskud, men dybt nede i Havet
summede og brummede det, hun sad imedens paa Vandet og
gyngede op og ned, saa at hun kunde see ind i Kahytten; men
Skibet tog stærkere Fart, det ene Seil bredte sig ud efter det
andet, nu gik Bølgerne stærkere, store Skyer trak op, det lynede
langtborte. O, det vilde blive et skrækkeligt Veir! derfor toge
Matroserne Seilene ind. Det store Skib gyngede i flyvende Fart
paa den vilde Sø, Vandet reiste sig, ligesom store sorte Bjerge,
der vilde vælte over Masten, men Skibet dykkede, som en
Svane, ned imellem de høie Bølger og lod sig igjen løfte op paa
de taarnende Vande. Det syntes den lille Havfrue just var en
morsom Fart, men det syntes Søfolkene ikke, Skibet knagede
og bragede, de tykke Planker bugnede ved de stærke Stød,