Page 123 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

forhaste sig med at tage en Mand i Favn, så længe de var
unge, og gav således sin Ungdom til Påskud for sin Uvilje
imod dette Giftermål.
Men Odin, som vidste, at intet hjælper Kjærligheden til at nå
sit Mål mere end Udholdenhed, drog for tredje Gang til
Kongen, skjønt han nu to Gange havde lidt den Tort at blive
så forsmædelig afvist. Han påtog sig atter en ny Skikkelse
og gav sig denne Gang ud for at være forfaren i alskens
krigerske Idrætter, hvilket ikke blot Elskov, men også Lyst
til at aftvætte den Forsmædelse, han havde lidt, drev ham til;
de, der i gamle Dage var drevne i Gjøglekunster, formåede
således med Lethed at påtage sig forskjellige Skikkelser og
give sig ud for hvad det skulde være; de kunde foruden
deres naturlige Udseende give sig Skin af at have hvilken
Alder de vilde, og Gamlingen gav da nu de fornøjeligste
Prøver på sin Kunst ved frejdig at give sig i Dystridt med de
dygtigste. Men heller ikke dette kunde bøje Pigens stride
Sind; thi den, som først har fattet stærk Lede til en, lader sig
sjælden vende til Elskov. Da han, inden han red bort, vilde
tage et Kys fra hende, gav hun ham sådant et Puf, at han gik
forover og slog Hagen i Jorden; men så rørte han strax ved
hende med et Stykke Bark, hvorpå der var ristet Tryllevers,
og deraf blev hun ligesom helt vanvittig, og med den ringe
Hævn for den Forsmædelse, hun nu så mange Gange havde
tilføjet ham, lod han sig nøje.
Odin opgav dog endnu ikke sit Forehavende; thi den Tro,
han havde til sin Højhed, indgjød ham stadig Håb; han
klædte sig i Kvindeklæder og drog ufortrøden til Kongen for
fjerde Gang. Kongen tog ham i sin Tjeneste, og han viste sig
ikke blot som et flittigt Tyende, men var også noget rå af
sig; da han imidlertid gik i Kvindeklæder, troede de fleste, at
han virkelig var en Kvinde. Han kaldte sig Vegge og gav sig
-117-