Page 169 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Da Vermund af Ælde mistede Synet, sendte Sachserkongen,
som mente, at Danmark nu var hovedløst, Bud til ham, at
han skulde overlade ham Styrelsen af Riget, som han nu på
Grund af sin Alder ikke var tjenlig til at styre, for at hans alt
for langvarige Herskesyge ikke skulde gjøre det både lov-
og værgeløst. Hvorledes skulde den vel kunne regnes for
Konge, hvis Ånd var omtåget af Alderdom, og hvis Syn i
lige så høj Grad var formørket af Blindhed. I Fald han
vægrede sig og havde en Søn, der turde gå i Tvekamp med
hans, skulde han gå ind på, at den, der gik af med Sejren, fik
Riget, men hvis han afviste begge disse Forslag skulde han
få at mærke, at han ikke vilde lade det blive ved
Formaninger, men sætte sin Vilje igjennem med Våben, så at
han tvungen skulde komme til at give ham, hvad han ikke
vilde give ham frivillig. Da Vermund hørte dette, sukkede
han dybt og svarede, at det var en stor Skam at smæde ham
for hans Alderdom, da han ikke havde pådraget sig den
Ulykke at blive gammel ved i sin Ungdom fejgt at sky
Kamp, og ikke mindre utilbørligt var det at laste ham for
hans Blindhed, eftersom den Lyde for det meste følger med
Alderdommen, det var en Ulykke, man snarere burde ynke
end håne ham for. Med større Ret kunde man lægge
Sachserkongen til Last, at han ikke, hvad der havde sømmet
sig bedre, hellere afventede en gammel Mands Død end
krævede Riget af ham, eftersom det var bedre at blive en
død Mands Efterfølger end at plyndre ham, medens han var
i Live. Men for at han ikke skulde få Ord for som en gal
Mand at afstå sin gamle Friheds Herlighed til en fremmed
Magt, vilde han selv tage imod Udfordringen. Hertil svarede
Sendemændene, at de vidste, at deres Konge vilde holde det
for en Tort at kæmpe med en blind Mand, eftersom en så
latterlig Kamp snarere vilde blive anset for en Skam end for
en Hæder; det sømmede sig bedre, at begge Kongers
Ætlinger afgjorde Sagen. Da Danskerne ved at høre dette
blev ganske målløse og i deres Bestyrtelse ikke vidste, hvad
-163-