Page 160 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

tilfældige Omstændigheder svækker Kvindens Troskab, der
altid står på svage Fødder. Ligesom hun er hurtig til at love,
er hun sen til at holde sine Løfter. Hun lader sig lokke og
hilde af sine Lyster, og glemmende det forbigangne giver
hun sig stadig med åndeløs Begjærlighed til hovedkulds
med Griskhed at hige efter noget nyt.
Sålunde omkom Amlet, som, hvis Lykken havde været ham
lige så huld, som Naturen havde været gavmild imod ham,
vilde være bleven Guderne lig i strålende Glans og ved sine
herlige Egenskaber have overgået Herkules i Bedrifter. Hans
Grav vises i Jylland på en Mark, som bærer hans Navn.
Viglet døde af Sot efter i Fred og Ro at have stået for Styret
i mange År.
Vermund og Uffe
Efter Viglet fulgte hans Søn Vermund. Han levede i lange
Tider i den største Tryghed, medens Landet nød en
langvarig lykkelig Freds Velsignelser. I sin Ungdom fik han
ingen Børn, men på hans gamle Dage, da han havde levet så
mange År uden Afkom, var Lykken ham så god at skjænke
ham en Søn, der blev kaldt Uffe. Han overgik alle sine
Jævnaldrende i Størrelse og Førlighed, men gik i sin tidlige
Ungdom for at være så sløv og tåbelig, at han syntes helt
uskikket til at tage Vare både på sine egne og Landets Sager;
han plejede nemlig i sin Opvæxt hverken at lege eller på
anden Måde more sig og var så ligegyldig for alt, hvad der
ellers fornøjer Menneskenes Børn, at han aldrig lukkede
Munden op, og at man aldrig så' et Smil på hans Læber.
Men var han anset for dorsk i Ungdommens Dage, fik han
siden den Foragt, man nærede for ham, til at slå om til
-154-