Vermund sagde, at han havde røgtet sit Hverv som
Sendemand som en flink og kjæk Mand, og bød ham slå sig
ned lidt og kvæge sig ved et Måltid Mad, eftersom det ikke
var godt at rejse fastende. Da han svarede, at han ikke havde
Stunder til at spise, sagde Kongen, at han i alt Fald skulde
slukke sin Tørst, og da han havde gjort det, bød Kongen
ham beholde Guldbægeret, han havde drukket af, thi når
man er træt og varm af at gå er det nemmere at drikke af et
Bæger end af den hule Hånd, og det smager også bedre, end
når man må hjælpe sig med Hånden. Den unge Mand blev
glad både over den anselige Gave og over de venlige Ord,
der fulgte med, og aflagde det Løfte, at før vilde han drikke
lige så stort et Mål af sit eget Blod, end Kongen skulde se
ham vende Ryg i Slaget. Vermund sagde, at så kjækt et
Løfte var fuldt Vederlag, og havde endnu mere Glæde af at
have givet ham Gaven end Folke af at have fået den. Han fik
da også Syn for Sagn, at han ikke havde haft mere af
Munden, end han stod ved i Slaget; thi da det var i Gang, og
de forskjellige Skarer stormede løs på hverandre, hændte
det, at Folke og Adils tørnede sammen og en stakket Stund
kæmpede med hinanden. Det gik Svenskerne ilde, og de gav
sig på Flugt ligesom deres Høvding. Adils blev nemlig også
såret og flyede til sine Skibe. Da Folke nu mødig og tørstig
af sine Sår og det Arbejde, han havde haft, og ikke mindre
tørstig af Heden end af Anstrængelsen havde opgivet at
forfølge Fjenden, samlede han sit eget Blod op i sin Hjælm
og drak det for at læske sig, og sålunde ydede han rigeligt
Vederlag for Bægeret, han havde fået af Kongen. Da
Vermund hændelsesvis kom til og så' det, roste han ham i
høje Toner, fordi han havde holdt sit Løfte. Folke svarede, at
store Løfter burde man altid holde, og ved disse Ord priste
han jo selv sin Dåd lige så højt som Vermund.
Da Danskerne nu, som det plejer at gå efter et Slag, havde
afført sig deres Rustninger, og, medens de hvilede sig, talte
-157-