om forskjellige Ting, sagde den slesvigske Jarl Kette, at det
højlig undrede ham, at Adils havde set sit Snit til at slippe
bort, da der dog var så mange Ting, der hindrede ham deri,
så meget mere, som han havde været første Mand i Slaget
og den sidste til at fly og derhos var den af alle Fjenderne,
som det lå Danskerne mest på Sinde at få fældet. Hertil
svarede Vermund, at han måtte vide, at der i enhver
Krigshær er fire Slags Krigere. Den første er dem, der
holder til Råde med deres Tapperhed, slår drabelig løs på
dem, der står dem imod, men undser sig ved at forfølge de
flygtende; det er nemlig Folk, som ved lang Tids Øvelse i
Krigsvæsenet har erhvervet sig sikkert Ry for Tapperhed og
som ikke sætter deres Ære i de overvundnes Flugt, men i at
overvinde dem, det gjælder om at overvinde. Så er der en
anden Slags Krigere, som stoler på deres Mod og
Legemsstyrke, men ikke kjender det ringeste til
Barmhjærtighed, de hugger med lige så grumt Raseri løs på
Fjendens Ryg som på hans Bryst; det er nemlig Folk, som
henrevne af ungdommelig Hidsighed higer efter at indvi
deres Krigerbane ved Heltebedrifter, Folk, som både deres
Ungdom og deres Ærgjerrighed sætter i Fyr og Flamme, og
som med lige stor Sorgløshed giver sig i Kast med, hvad der
er ret, og hvad der er uret. Den tredje Slags er dem, som står
og trykker sig midt imellem Angst og Skam, som Angsten
hindrer i at gå frem, og som for Skams Skyld ikke tør gå
tilbage; det er Folk af fornem Herkomst, men det er også det
eneste, de udmærker sig ved, de tæller med i Fylkingen,
men styrker den ikke og gjør ikke Fjenden mere Fortræd
med deres Våben end med deres Skygger, så de er kun med i
Flokken for et Syns Skyld; da de med Tiden skal arve store
Midler og mere udmærker sig ved deres Herkomst end ved
Mod, gjør deres forventede Velstand dem opsatte på at
bjærge Livet, og det driver dem til at blive fejge i Steden for
at lægge sig efter, hvad stort og ædelt er. Så er der endelig
nogle, der blot giver sig Udseende af at slås, men som i
-158-