Page 165 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Virkeligheden ikke gjør det, de holder sig i de bageste
Rækker og er de første til Flugt og de sidste til Kamp; de
sikre Tegn på Frygt røber deres Ynkelighed, de søger stadig
med Flid at slippe bort fra det hele og slæber sig frygtsomt
og sendrægtig af Sted efter de kæmpende. Dette må man
anse for Grunden til, at Kongen kunde redde sig ved at fly,
thi han blev ikke forfulgt af den første Slags Krigere, der
ikke lægger an på at hindre de overvundne i at fly, men blot
på at sikre Sejren og derfor slutter sig tæt sammen i
Fylkingerne for at danne et tilstrækkeligt Værn om den
nyvundne Sejr, så at den kan blive fuldstændig afgørende.
Den anden Slags Krigere, der er opsatte på at hugge ned for
Fode alt, hvad der kommer på deres Vej, har ladet Adils
slippe uskadt, ikke af Mangel på Mod, men på Lejlighed,
det har ikke skortet dem på Dristighed til at gjøre ham den
Fortræd, de kunde, men de har ikke set deres Snit dertil. Den
tredje Slags Folk, som, medens Slaget står på, tripper
forskrækkede omkring og hindrer deres egne Stalbrødres
Fremgang, har, selv om de har haft Lejlighed til at gjøre
Kongen Fortræd, ikke haft Mod til at prøve derpå. Sålunde
gjorde Vermund Ende på Kettes Forundring og sagde, at det
virkelig var af de Grunde, han havde anført, at Adils havde
bjærget sig.
Adils flyede nu hjem til Sverige, hvor han gjorde umådeligt
Væsen af, at han havde dræbt Frovin, og uafladelig brovtede
af denne Bedrift, ikke fordi han tog sig det Nederlag let,
som han havde lidt, men for ved at tale om sin tidligere Sejr
at bøde på den Sorg, hans Flugt i det sidste Slag voldte ham.
Herover blev Kette og Vig, som rimeligt var, opbragte, og
de tilsvor da hinanden, at de vilde hævne deres Fader, men
da de mente, at de ikke kunde gjøre det ved ligefrem at
påføre Adils Krig, iførte de sig en lettere Rustning, drog
alene til Sverige og gik ind i en Skov, hvor de af Rygtet
havde hørt, at Kongen plejede at færdes uden Ledsagere, og
-159-