Page 159 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

med så stor Selvbeherskelse, at han endogså skjænkede
Viglet det bedste af det Bytte, hans Sejr havde indbragt ham,
og således gjengældte hans Bagvadskelse med
Velgjerninger. Men da han siden fandt Lejlighed til at hævne
sig, påførte han ham Krig og overvandt ham og blev således
fra en hemmelig til en åbenbar Fjende. Fjaler, der var
Høvedsmand i Skåne, drev han i Landflygtighed, det hedder
sig, at han skal være flyet til et Sted, der hed Undensaker,
men som ingen nu om Stunder kjender. Da Viglet, som
havde samlet friske Kræfter i Skåne og Sjælland, derpå ved
Sendemænd lod ham æske til Kamp, skjønnede han med sin
vidunderlige Kløgt, at han var stedt imellem to vanskelige
Kår, af hvilke det ene vilde bringe ham Skjændsel, det andet
Fare, thi han vidste, at i Fald han tog imod Udfordringen,
gik det på Livet løs, og at hvis han afslog den, var hans
Krigerære beskæmmet, men da han, der stadig havde Dyden
for Øje, overvejede Sagen, fik dog Ærekjærheden Overtaget,
og hans store Attrå efter at vinde Hæder fik Bugt med
Frygten for at lide et Nederlag, at han ikke ved frygtagtig
Sky for Døden skulde sætte den sikre Ærens Glans, han
havde vundet, over Styr. Han skjønnede også, at der næsten
er lige så stor Forskjel på et uhæderligt Liv og en herlig Død
som på Ære og Skjændsel. Men Hærmdrude elskede han så
højt, at han nærede større Bekymring for hendes
tilstundende Enkestand end for sin egen Død og gjorde sig
al Umag for at finde et nyt Giftermål til hende, inden han
drog i Krig, hvorfor Hærmdrude erklærede, at hun havde
Mands Mod og Hjærte og højt og helligt lovede, at hun ikke
engang vilde skilles fra ham i Kampens Hede; det var en
ussel kvinde, sagde hun, der var bange for at følge sin
Husbond i Døden. Dette sjældne Løfte holdt hun dog kun
dårligt, thi da Amlet i Jylland var falden i Slaget ved Viglet,
overgav hun sig til ham og lod ham tage hende i Favn.
Således gjør Lykkens Ustadighed det af med alle
Kvindeløfter, Tidernes Omskiftelse gjør dem til intet, og
-153-