Page 166 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

der gjemte de deres Våben. Da de nu under Foregivende af,
at de var Rømningsmænd, havde talt en stakket Stund med
Adils, og han spurgte dem, hvor de havde hjemme, svarede
de, at de var fra Slesvig, og at de var dragne hjemmefra for
et Drabs Skyld. Kongen troede, at det Drab, de talte om, var
et, de havde begået, og anede ikke, at det var et, de havde
svoret at begå; de var nemlig opsatte på at føre ham bag
Lyset med dette træske Svar, da han frittede dem, så at de
sandfærdige Ord, de sagde, bragte ham i Vilderede og gav
ham et falsk Indtryk ved, at Sandheden skjultes under det,
de fortav; thi i gamle Dage holdt fornemme Folk det for det
værste, de kunde gjøre, at lyve. Så sagde Adils, at han gad
vide hvem Danskerne holdt for var Frovins Banemand,
hvortil Kette svarede, at man ikke tilfulde vidste, hvem
Æren for denne store Bedrift måtte tilskrives, så meget mere
som det var vitterligt for alle, at han faldt i Slaget. Det var
ingen Nytte til, sagde så Adils, at tilskrive andre Frovins
Drab, thi han havde selv fældet ham i Tvekamp. Derpå
spurgte han, om Frovin havde efterladt sig Afkom, og da
Kette svarede, at der var to Sønner efter ham, sagde han, at
han havde stor Lyst til at vide, hvor gamle og hvor store de
var. Kette sagde da, at de på det nærmeste var af deres
Størrelse og Førlighed og også lige gamle med dem. "Hvis
de havde deres Faders Mod og Manddom", sagde Adils,
"måtte jeg belave mig på en hård Dyst". Derpå spurgte han,
om de tit talte om deres Faders død, hvortil Kette svarede, at
det jo ingen Nytte var til at tale om, hvad der ikke kunde
ændres, og at blive ved at besvære sig over en Ulykke, der
ikke kunde rådes Bod på, med hvilke Ord han gav til
Kjende, at man ikke bør foregribe sin Hævn med Trusler.
Da de så', at Kongen hver Dag gik ene ud for at øve sine
Kræfter, tog Brødrene deres Våben og fulgte efter ham. Da
Adils så' dem, blev han stående, fordi det tyktes ham
uhæderligt at fly for dem, når de trængte ind på ham. Da de
-160-