Page 162 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hjælp. Enden blev, at Adils, efter at de havde givet hinanden
mange Hug, sejrede og fældede Frovin, hvorpå han splittede
og tilintetgjorde Danskernes Skarer og således til sin særlige
Sejr over Frovin føjede en almindelig Sejr over hans Hær.
Derpå drog han tilbage til Sverige, hvor han ikke blot lod
Frovins Død afmale blandt sine øvrige tapre Bedrifter, men
også fik for Skik at prale af den, så han ved sit Ordgyderi
satte den Hæder til, han havde vundet ved denne Bedrift, thi
det tager sig stundom nok så smukt ud beskedent at tie om
sin Tapperhed som at bralle op om den.
Vermund tildelte Frovins Sønner den samme Værdighed,
som deres Fader havde haft, og viste således sin for
Fædrelandet faldne Vens Børn sin Gunst, som billigt var.
Dette bevægede Adils til atter at påføre Danmark Krig. Han
kom derfor igjen, dreven af den Selvtillid, den forrige Dyst
havde givet ham, og det var ikke nogen lille Hær, han havde
med, men hele Sveriges kampføre Styrke, som om han vilde
bemægtige sig hele Danmarks Rige. Dette lod Frovins Søn
Kette sin Høvidsmand Folke melde Vermund, som den
Gang opholdt sig på Jellinggård. Folke traf Kongen ved
Måltidet sammen med hans Venner og forrettede strax sit
Ærind og opmuntrede dem ved at sige, at nu var den Krig
for Hånden, som de så længe havde attrået, nu kom den af
sig selv Vermunds Ønske i Møde, eftersom der nu bød sig
en Lejlighed til at slå Fjenden, og han havde det i sin Magt, i
Fald han ønskede det, at vinde en fuldkommen Sejr. Det var
derfor en stor og uventet Lykkens Gunst, Kongen længe
havde sukket efter, der skjænkedes ham ved det, som nu var
sket. Adils var nemlig kommen med en utallig Hob
Svenskere, som om han på Forhånd var ganske vis på Sejr,
og da der ingen Tvivl kunde være om, at Fjenden vilde
foretrække at dø fremfor at fly, tilbød der sig ved denne Krig
en gunstig Lejlighed til at hævne det Nederlag, de nylig
havde lidt.
-156-