Page 227 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

bliver sjælden fed, og den bider ej, som i Bælg er bunden".
Ved den Tale fik han Kongen til at lade være med at
skamme sig ved at angribe dem og fik ham til at angribe de
få med mange ved at forestille ham, at man må sætte
Undseelsen til Side for det, man har Nytte af.
Derpå sejlede de imod Olimar, som på Grund af den
Sendrægtighed, hans Flådes store Talrighed medførte,
hellere vilde oppebie Fjenden end angribe ham; Ruthenernes
Skibe var nemlig klodsede og på Grund af deres Størrelse
vanskelige at ro. Men heller ikke hans Mandskabs store
Mængde blev ham til Både, thi Ruthenerne havde mere
deres Styrke i deres usædvanlige Talrighed end i Tapperhed,
og den lille håndfaste Skare Danske sejrede over dem. Da
Frode vilde sejle hjem, stødte han på sin Sejlads på en uhørt
Hindring; Havet var nemlig helt opfyldt med Masser af Lig
af faldne Mænd såvel som af Stumper af Skjolde og Spyd,
der omtumledes af Bølgerne, så at Havnene ikke blot var
trange, men også fulde af Stank. Skibene blev stikkende fast
og kunde ikke komme frem for Lig, og de kunde ikke
engang støde de rådne Lig, der lå og drev om, bort med
Årerne eller drive dem bort med Stager, uden at der strax, så
snart de havde fået et af Vejen, strax kom et andet drivende
og tørnede imod Skibene. Man kunde næsten sige, at de var
komne i Krig med de døde, at de måtte føre en ny Kamp
med afsjælede Legemer.
Kong Frode lod nu de Folkeslag, han havde overvundet,
sammenkalde og gav den Lov, at enhver Husfader, der var
falden i den Krig, skulde højlægges med sin Hest og alt sit
Våbenskrud. Hvis nogen Gravrøver af skammelig Havesyge
forgreb sig på nogen af de døde, skulde han ikke blot bøde
for det med Livet, men hans Lig skulde kastes for Markens
vilde Dyr og ikke have nogen hæderlig Jordefærd. Det
-221-