Page 230 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Udvej at finde til at afhjælpe Nøden. Omsider, da de havde
slagtet og fortæret Trækdyrene, så de hverken havde noget
at kjøre med eller noget at spise, spredte de sig, men deres
Omstrejfen blev dem til lige så stor Fortræd som
Hungersnøden. De skånede hverken Heste eller Æsler, ja
holdt sig ikke engang fra Ådsler eller Uhumskheder. Til
sidst sparede de ikke engang Hundene, intet var så
modbydeligt, at de ikke tog til Takke dermed, da det var på
det sidste med dem, thi intet er for grumt, når man er stedt i
den yderste Nød. Så hjemsøgte en almindelig Farsot de af
Sult medtagne Mennesker; uden Ophør blev Ligene
begravede, alle var angst for at dø, og ingen havde
Medlidenhed med de døende, thi Angsten havde gjort det af
med al menneskelig Følelse. Først rømmede de så lidt efter
lidt i hele Fylkinger, senere i små Flokke ad Gangen. Også
Spåmanden Ugg rømte fra Kongen; han var en Mand, hvis
Alder ingen kjendte, men ældre end noget andet Menneske
var han. Han søgte som Rømningsmand til Frode og
åbenbarede ham alt, hvad Hunnerne tog sig for.
Imidlertid stødte Hedin, der var Konge over en ikke ringe
Del af Norge, til Frodes Flåde med hundrede og
halvtredsindstyve Skibe. Han udsøgte tolv af dem og sejlede
helt hen til Flåden med et Skjold i Mastetoppen som Tegn
på, at det var Venner, der kom. Det var en stor Forstærkning,
han bragte Frode, og denne fattede det største Venskab for
ham. Hedin og Hild, den jydske Småkonge Høgnes Datter,
en Jomfru, der gik stort Ry af, fattede senere Kjærlighed til
hinanden; inden de endnu havde set hinanden, havde deres
Navnkundighed nemlig optændt dem til gjensidig Elskov, og
da de fik Lejlighed til at se hinanden, kunde ingen af dem få
Øjnene fra den anden, så stærk var den Elskov, der
lænkebandt deres Blikke.
-224-