Page 247 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

som mere satte Lid til sine Kunster end frygtede Kongens
Strænghed, sin Søns Griskhed for at få ham til at stjæle
Armringen, idet hun lovede ham, at han nok skulde slippe
ustraffet derfra, eftersom Frode på det nærmeste gik på
Gravens Rand og kun slæbte svagelige Rester af et affældigt
Liv om i et faldefærdigt Legeme. Da han som Svar på
Moderens Opfordringer fremhævede den store Fare, der var
forbunden med at følge dem, bød hun ham være ved godt
Mod, enten skulde en Søko føde en Kalv, sagde hun, eller
der skulde indtræffe en anden Hændelse, som skulde hindre
Kongen i at straffe ham. Ved denne Tale forjog hun Sønnens
Frygt og fik ham til at efterkomme hendes Opfordring. Da
han havde begået Forbrydelsen, ilede Frode, som om der var
tilføjet ham den værste Forsmædelse, i største Hidsighed og
Vrede hen for at rive Konens Hus ned, efter først at have
sendt Folk derhen, som skulde gribe hende og hendes Børn
og føre dem for ham. Dette vidste Konen forud, og hun førte
da Fjenderne bag Lyset ved et Blændværk, idet hun
forvandlede sig til en Hoppe, og da Frode kom til, påtog hun
sig Skikkelse af en Søko, der gik og græssede på
Strandbredden; sine Sønner fik hun til at se ud som Kalve,
mindre end hun. Kongen undrede sig over dette Særsyn og
bød sine Mænd omringe dem, så de ikke kunde slippe ud i
Vandet igjen. Derpå steg han af Vognen, som han betjente
sig af på Grund af sit gamle Legemes Svaghed, og satte sig
undrende på Jorden. Moderen, der havde påtaget sig
Skikkelse af det største af Utyskerne, anfaldt nu Kongen og
stangede ham i den ene Side. Dette Sår blev hans Bane, så
lidt kom hans Død til at svare til hans Storhed. Hans
Krigere, som tørstede efter at hævne hans Død, kastede nu
Spyd efter Utyskerne og gjennemborede dem, og da de var
dræbte, så' de, at det var Menneskelig med Dyrehoveder, og
således blev Gjøglespillet, de havde drevet, åbenbart.
Således døde Frode, den navnkundigste Konge i hele
-241-