Page 252 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Udfald, og nødte dem alle til at fly til deres Fæstning; den
overordentlig stærke Hest tog han, thi i Hastværket og
Forskrækkelsen lod dens Herre den blive tilbage på den
anden Side af Floden for at komme hurtigere af Sted, han
turde nemlig ikke tage den med over Broen. Fridlev gjorde
nu vitterligt, at hvis nogen dræbte nogen af de tolv Brødre,
vilde han veje Liget op med Guld. Tilskyndede af Håbet om
denne Belønning, men dog ikke så meget drevne af
Havesyge som af Tapperhed, gik nogle af Kongens Kæmper
lønlig til Fridlev og lovede at påtage sig denne Gjerning og
enten at sætte Livet til eller bringe Røvernes afhuggede
Hoveder. Fridlev roste dem for deres Tapperhed og for det
Løfte, de gjorde ham, men bød dem vente og gik så ved
Nattetid ned til Floden med kun én Ledsager, han agtede
nemlig ved sin Tapperhed at komme Hjælpen i Forkjøbet for
ikke at få Udseende af mere at måtte stole på andres Kræfter
end på sine egne. Derpå slog han sin Ledsager ihjel ved at
kaste en Mængde Sten på ham og kastede det afsjælede
Legeme i Vandet efter at have givet det sine Klæder på og
selv iført sig den dræbtes, for at det, når man så' Liget,
skulde tage sig ud, som om det var Kongen, der var
omkommet. Han tappede også med Flid Blod af Hesten,
hans Ledsager havde redet på, og overstænkede den dermed,
for at man, når den vendte tilbage til Lejren, skulde tro, at
han selv var bleven dræbt. Derpå gav han sin Hest af
Sporerne og drev den midt ud i Hvirvlerne, og da han var
kommen over Floden, steg han af den og søgte ved Hjælp af
Stiger at komme over Volden, der skjærmede Fæstningen.
Da han var nået op til Toppen og kunde få fat i Brystværnet
med Hænderne, steg han sagte over det, og uden at de, som
holdt Vagt, mærkede det, listede han sig på Tåspidserne
stille hen til Huset, hvor Røverne sad og holdt Måltid. Da
han var nået frem til Hallen, tog han Stade under Bislaget,
der ragede frem over Døren. Stolende på deres Fæstnings
Styrke følte de Unge Mennesker sig så trygge, at de fik Lyst
-246-