Page 239 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

nærmest ved Vadestedet, men skulde stige af, så snart dens
Forben rørte Land, medens Bagbenene endnu var i Vandet, -
han mente nemlig, at sådanne Tjenester snarere måtte
skrives på Menneskelighedens Regning end regnes for Uret
-; men den, der efter at være kommen over Floden, vovede
at benytte Hesten længere, skulde have sit Liv forbrudt. Han
bød også, at ingen måtte holde sit Hus eller sin Kiste aflåset
eller gjemme noget under Lås og Lukke; alle Tab lovede han
tredobbelt Erstatning for. Han bestemte også, at det skulde
være lovligt, når man var på Rejse, at tilegne sig så megen
Føde af anden Mands Forråd, som var nok til ét Måltid; tog
nogen mere end det Mål, skulde han anses for skyldig i
Tyveri. Tyv skulde nagles til Galgen med Jærnspiger
gjennem Senerne, og en Ulv skulde hænges ved Siden af
ham, for at det kunde ses, at et slet Menneske var at regne
for lig med et vildt Udyr, idet de led samme Straf. Hæleren
skulde have samme Straf som Tyven. Frode levede nu der i
Landet i syv År i den lykkeligste Fred og fik en Søn Alf og
en Datter Øvura.
I de Dage hændte det, at en svensk Kæmpe ved Navn
Arngrim kom til Frode efter i Tvekamp at have fældet Skalk
Skåning, fordi han en Gang havde røvet et Skib fra ham.
Over al Måde opblæst af den Bedrift formastede han sig til
at begjære Frodes Datter til Ægte, og da han mærkede, at
Frode vendte det døve Øre til, bad han Erik der rådede for
Sverige, om at stå ham bi. Erik rådede ham da til for at
vinde Frodes Gunst at indlægge sig Fortjeneste ved at øve
en eller anden ypperlig Dåd og vove en Dyst med Egder,
Kongen i Bjarmeland, og Thengil, Kongen i Finmarken, thi
de var de eneste, der unddrog sig Danmarks Herredømme,
som alle andre lød under, og han drog da ufortøvet did med
sin Hær. Finnerne er de Folk, som bor yderst mod Nord, og
den Del af Verden, de har slået sig ned på, er knapt til at leve
i eller Jorden der til at dyrke. De er såre dygtige til at kaste
-233-