Page 254 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Trækkene i det blege og blodløse Ansigt ganske udviskede.
Harmfulde herover gik nu de Kæmper, som nylig havde
lovet Fridlev at påtage sig at ombringe Røverne, helt ned til
den på Grund af sin stride Strøm så farlige Flod, for at det
ikke skulde få Udseende af, at de besudlede den Hæder, de
havde vundet ved at aflægge deres Løfte, ved fejgt at
undlade at holde det. De andre fulgte deres modige
Forbillede og gik lige så ivrige ned til Floden rede til at
finde sig i det værste, i Fald de ikke fik hævnet deres Konge.
Da Fridlev så' dem, skyndte han sig at hisse Broen over til
Fastlandet ned, og da han havde fået Kæmperne over til sig,
dræbte han ved første Angreb dem, der holdt Vagt. Derpå
angreb han også de andre og fældede dem den ene efter den
anden med Undtagelse af Bjørn, som han, da han ved
omhyggelig Pleje var bleven helbredet for sine Sår, imod
helligt Løfte gjorde til sin Stalbroder, thi det tyktes ham
bedre at nyde godt af hans Hjælp end at brovte af hans Død.
Han sagde også, at det var skammeligt, at en sådan
Tapperhedens Blomst skulde brydes i sin fejreste Vår og dø
en alt for tidlig Død.
Da Danskerne, som tidligere havde fået falske Tidender om,
at Fridlev var død, nu erfor, at han var undervejs, sendte de
Folk ud for at hente ham hjem og bød Hjarne opgive
Herredømmet, som han formentlig kun udøvede foreløbig
og som Stedfortræder. Men han kunde ikke få sig til at give
Afkald på så stor en Værdighed og foretrak at ofre Livet for
Æren frem for at trække sig tilbage til Menigmands dunkle
Kår. Han besluttede derfor at forsvare sin nuværende
Stilling med Våbenmagt for ikke berøvet sin kongelige
Værdighed at blive nødt til at gjenoptage den Lod, Skæbnen
tidligere havde tildelt ham. Således blev Landet splittet og
bragt i Røre af en Opstands voldsomme Rystelser. Nogle
stod nemlig på Hjarnes Side, andre erkjendte på Grund af
Frodes udmærkede Fortjenester Fridlevs Ret, og
-248-