Steder og, hvis de på deres Spejderfærd opdagede noget
Baghold, strax lade ham det vide. De gik derfor ind i
Skoven, og da de stødte på en Lejr af væbnede Mænd, som
hørte til den engelske Hær, standsede de først tvivlrådige,
men da de kom fuldkommen på det rene med, hvorledes det
hang sammen, skyndte de sig tilbage; Teltene var nemlig
sorte, som overstrøgne med Beg, for at man ikke skulde
blive opmærksom på dem, når man kom i Nærheden af dem.
Da Frode fik det at vide, lagde han også et Baghold
bestående af en stærk Skare af sine Hirdmænd, for ikke
uforsigtig at gå til Gjæstebudet uden at være sikker på at
have betimelig Hjælp ved Hånden. Da de havde lagt sig i
Skjul, lod han dem vide, at, når de skulde komme ham til
Hjælp, vilde han give Tegn dertil ved at lade blæse i Luren.
Derpå begav han sig til Gjæstebudet med det fastsatte let
bevæbnede Følge. Hallen var udstyret med kongelig Pragt,
overalt tjeldet med Skarlagentæpper virkede med
vidunderlig Kunstfærdighed og Pragt, Bjælkevæggene var
prydede med Purpurforhæng, Gulvet belagt med så prægtige
Tæpper, at man knapt turde træde på dem. Fra Loftet
blinkede og skinnede mange Lygter og Olielamper, og
Røgelsekarrene udsendte de sødeste Dampe svangre med
den fineste Vellugt. Langs med alle Væggene stod en Række
af prægtige Borde besatte med mangfoldige Retter;
Bænkene var prydede med guldindvirkede Hynder og
Stolene fulde af Puder. Det var, som om den
ærefrygtindgydende Hal smilede til Gjæsterne, og der var i
al den Herlighed intet at opdage, som ikke var en Lyst for
Øjnene, eller som ikke lugtede godt. Midt i Hallen stod et
Kar, som rummede en umådelig Mængde Drikke, så man let
kunde fylde Bægrene, og der var mere end nok til, at alle de
mange Gjæster kunde få deres Tørst slukket. Purpurklædte
Tjenere gik om ordnede i Rækker med gyldne Bægre og
kredensede høvisk Drikken, og det skortede heller ikke på
Horn af vilde Oxer, i hvilke de bød Drikken om. Bordene
-237-