Page 237 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sårt er Venners
Hjælp at savne.
I Hulens Hvælving
mit Huld jeg misted,
dens Mulm og Mørke
mit Mod mig røved.
I Dødsens Angst
med Draugen jeg brødes,
når han til Liv
om Natten vågned.
Hårde Tag
tog jeg med Asvid,
fælt han mig flænged,
så Blodet flød.
Sært jer synes,
at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives.
Sin Hest han åd
og Hunden med,
fo'r så i mig
og vilde mig fælde;
hans Negle mig rev,
så Blodet randt,
mit Ansigt han flænged
og flåede mit Øre.
Ej dog uhævnet
ondt jeg led,
hans Hoved med Sværdet
fra Halsen jeg skilte.
Sært jer synes,
-231-