Page 238 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

at Lød jeg savner?
Levende Mænd
blandt Lig ej trives.
Imidlertid var Frode kommen med sin Flåde til Halogaland,
hvor han, for at få et Skjøn over sit Mandskabs Styrke, som
ikke syntes at kunne måles med Tal, bød sine Krigere
opkaste en Høj, således at hver Mand bar en Sten til den.
Den samme Måde at tælle Hæren på benyttede også
Fjenden, og Højene bærer endnu Vidnesbyrd derom for
enhver, som ser dem. Her holdt Frode Slag med
Nordmændene, og det blev en stræng Dag. Om Natten
besluttede man sig på begge Sider til at trække sig tilbage.
Ved Daggry kom Erik til ad Landevejen. Han rådede
Kongen til at begynde Kampen igjen. I den Dyst mistede
Danskerne så mange Skibe, at der af tre Tusind kun siges at
være bleven hundrede og halvfjerdsindstyve tilbage, men
Nordmændene led et så umådeligt Mandefald, at Rygtet
fortæller, at der ikke var Folk nok til en Femtedel af
Bygderne.
Efter at Frode havde vundet denne Sejr, var det hans Attrå at
stifte Fred blandt alle Folk, så at enhver kunde have sit Gods
i Sikkerhed for Tyve, og at der efter Krigen blev Fred i alle
hans Riger. Han hængte derfor en Armring op på en Klippe,
som kaldes Frodes Klippe, og en anden i Vigen, efter at han
havde holdt Ting med Nordmændene og ladet dem vide, at
de hang der for at prøve den Ærlighed, han havde påbudt, og
truet med, at han vilde straffe alle Fylkets Høvdinger, hvis
de blev stjålne. Således hang Guldet, uden at nogen passede
på det, midt på alfar Vej til største Fare for Høvdingerne og
til Fristelse for alle rovbegjærlige Folk, eftersom det var så
let et Bytte. Frode bestemte også, at Søfolk skulde have frit
Lov til at tage og bruge Årer, hvor de fandt dem, og at den,
der skulde over en Flod, frit måtte bruge den Hest, han fandt
-232-