Page 240 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

med Spyd, i det Stykke overgår intet andet Folk dem i
Færdighed: de bruger i Kampen store og brede Pile; de
lægger megen Vind på Galder og er dygtige Jægere. De har
ikke faste Boliger, men flakker om og slår sig ned, hvor de
har fældet Vildt; de løber på Skier over de snedækte Åse.
Disse Folk angreb og underkuede Arngrim nu for at vinde
Berømmelse. Da de havde tabt Slaget og gav sig på Flugt,
kastede de tre Småsten bagud og magede det så, at det for
Fjenden så' ud, som det var lige så mange Bjærge, og da de
således havde forblændet Arngrims Øjne, kaldte han sine
Folk, der forfulgte Fjenden, tilbage i den Tro, at mægtige
Fjælde lå hindrende i Vejen for dem. Da Finnerne Dagen
efter atter kæmpede og blev slagne, kastede de Sne på
Jorden og gav det Udseende af en stor Flod, og Svenskerne
lod sig atter forblænde og føre bag Lyset, thi det bares dem
for, som de hørte et mægtigt Vand bruse, og da Sejrherrerne
blev bange for dette tomme Gjøglebillede, lykkedes det
Finnerne at flygte. Tredje Dag begyndte de Kampen på ny,
og nu havde de ikke længer noget, der kunde hjælpe dem til
at fly, så da de så', at deres Fylking begyndte at vige,
underkastede de sig Sejrherren. Arngrim pålagde dem at
betale Skat og Skyld således, at der blev holdt Mandtal over
Finnerne, og så skulde der hvert tredje År for hver tiende
Mand udredes i Skat en Slæde læsset med Dyreskind.
Derefter æskede han Bjarmelandskongen Egder til Tvekamp
og fældede ham og pålagde så Bjarmerne at udrede et Skind
for hvert Hoved. Derpå vendte han rig på Bytte og Sejrstegn
tilbage til Erik, som fulgte med ham til Danmark og fyldte
Frodes Øren med Lovtaler over den unge Mand og
forestillede ham, at den, der havde udvidet hans Rige til
Verdens yderste Grænser, vel var Kongens Datter værdig, og
da Frode betænkte, hvor stor Fortjeneste, han havde indlagt
sig, anså han det ikke for upassende at kaldes Svigerfader til
den Mand, der havde vundet Navnkundighed viden om i
Verden ved så store Bedrifter.
-234-