Datter tog han til Slegfred og avlede med hende en Søn, der
blev kaldt Olaf. Da der var gået en Stund, fik han Frogerd til
Ægte. Da han sejlede hjem igjen til Danmark, havde han
kun en lidet heldig Rejse og blev dreven ind til Kysten af en
ukjendt Ø. Her åbenbarede en Mand sig for ham i Drømme
og opfordrede ham til at hæve en Skat, der var gravet ned i
Jorden, og angribe Dragen, der vogtede den; for at skjærme
sig imod dens Edder skulde han hylle sig i en Oxehud og
værge sig imod Tændernes giftige Bid med et Skjold, der
var overtrukket med Skind. For at prøve, om dette
Drømmesyn havde talt sandt, angreb han Dragen, da den
kom op af Vandet, og kastede længe forgjæves Spyd mod
dens skjællede Side, thi Spydene prellede af imod den hårde
Skal, der dækkede dens Legem. Men Dragen snoede sig
mangefold, rykkede Træerne, den slog sin bugtede Hale om,
op med Rode og hulede ved sine mange Vridninger Jorden
helt ned til den faste Klippe, så der på begge Sider blev
Banker, ligesom man på sine Steder ser to Høje lige over for
hinanden med en Dal imellem. Da Fridlev nu skjønnede, at
den øverste Del af Utyskets Krop ikke var til at få Bugt
med, gik han løs på den underste og borede Sværdet ind i
Lysken, så Edderen væltede ud af Udyret, der vred sig i
Dødskamp. Da Dragen var død, grov han Skatten op af dens
underjordiske Bo og lod den føre bort på sine Skibe.
Ved Nytårstid fik Fridlev, skjønt det holdt hårdt, stiftet
Forsoning imellem Bjørn og An, der gjentagne Gange havde
holdt Tvekamp, og fik dem til at slutte Venskab i Steden for
at hade hinanden. Han betroede dem også sin tre År gamle
Søn Olaf til Opfostring. Han gjorde An til sin Hirdmand og
gav ham sin Slegfred Juride, Olafs Moder, til Ægte, idet han
mente, at hun roligere vilde finde sig i, at han forskjød
hende, når hun blev gift med sådan en Kæmpe og kom til at
hvile i hans kraftige Arm i Steden for i Kongens.
-255-