Page 262 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Det var Skik i gamle Dage at adspørge Nornerne om,
hvilken Skæbne der var beskåren Børnene. Fridlev vilde da
også have at vide, hvad Lykke der ventede hans Søn Olaf,
og efter højtidelig at have aflagt sine Løfter gik han ind i
Gudernes Tempel for at bede. Da han så' ind i
Helligdommen, så' han tre Møer sidde hver på sin Stol. Den
første af dem var mild af Sind og lovede Drengen Fagerhed
og fuldt op af Yndest blandt Menneskene; den anden
skjænkede ham som sin gode Gave en overordentlig
Gavmildhed, men den tredje, der var mere ondsindet og
misundelig, lod hånt om sine Søstres enstemmige Godhed
og var opsat på at forringe deres Gaver, hvorfor hun føjede
Nærighedens Lyde til Drengens øvrige Egenskaber, og idet
de andre Velgjerninger således skæmmedes ved denne
usalige Lydes Gift, føjede det sig så, at Olaf formedelst disse
Gavers Forskjel fik et Tilnavn, der bar Vidne om, at hos ham
var Gavmildhed parret med Karrighed. Sålunde gik det til,
at denne Lyde, der knyttede sig til hans Velgjerninger,
gjorde Skår i den oprindelige Ædelmodigheds Liflighed.
Da Fridlev vendte tilbage fra Norge og drog igjennem
Sverige, påtog han sig af sig selv en Sendefærd og skaffede
Halfdan, der endnu var ugift, Hedins Datter, som han i sin
Tid havde frelst fra et Uhyre, til Ægtefælle. Imidlertid havde
hans Hustru Frogerd født Frode, som fik sit Tilnavn af sin
overvættes Gavmildhed. Formedelst Mindet om den Lykke,
der havde hersket under hans Bedstefader, hvem hans Navn
mindede om, var Frode allerede fra Vuggen og sin spæde
Barndom af så elsket af alle, at han hverken fik Lov til at gå
eller stå på Jorden, men stadig sad på Skjødet af Folk og
blev kysset og klappet og således ikke blev givet en enkelt
til Opfostring, men så at sige opfostredes af alle i
Fællesskab.
-256-