Page 263 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Frode IV
Fridlev døde, da Frode gik i sit tolvte År, og Underkongerne
i Sachsen, Sverting og Hanef, unddrog sig da den unge
Konges Herredømme og prøvede åbenlyst på at gjøre Oprør.
Han overvandt dem i Slag og pålagde som Straf de
overvundne Folk som Tegn på Trældom at betale en Skilling
for hvert Hoved. Han gik nemlig så vidt i sin Gavmildhed,
at han fordoblede den Sold, Krigerne havde haft fra gammel
Tid af, hvilket den Gang var en helt ny Måde at vise sig
gavmild på. Og han gav sig ikke på onde og egenmægtige
Fyrsters Vis Lasternes lave Tillokkelser i Vold, men stræbte
ivrig efter, hvad der var nærmest til at indbringe ham Hæder,
efter at gjøre alle delagtige i sin Rigdom, efter at overvinde
andre i Rundhåndethed, efter at være den første i Venlighed
og, hvad der er det vanskeligste, at få Bugt med
Misundelsen ved ædelt Sind. Af den Grund vandt denne
Yngling også inden føje Tid så stor Navnkundighed hos alle,
at der ikke blot gik lige så stort Ry af ham som af hans
Forfædre, men at hans Berømmelse endogså overgik, hvad
de ældste Frasagn havde at melde om Fortidens Konger.
På den Tid kom en Mand ved Navn Stærkodder, Storværks
Søn, der enten på Grund af sine Kræfter, eller fordi Lykken
var ham god, var undsluppen alene fra et Skibbrud, i hvilket
hans Stalbrødre omkom, til Frode og blev modtagen af ham
som Gjæsteven formedelst sin utrolige Ypperlighed både i
Henseende til Legeme og Sjæl. Efter at han en Stund havde
været hos Frode og for hver Dag, der gik, var bleven
stateligere udstyret, gav Frode ham omsider et prægtigt Skib
og gav ham det Hverv som Viking at våge over Landets
Kyster. Han havde nemlig af Naturen fået et Legeme, der
overgik andre Menneskers i Ypperlighed, og hans Mod
svarede i den Grad dertil, at man holdt for, at han ikke veg
Pladsen for noget Menneske, hvad Tapperhed angik. Hans
-257-