Page 325 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Brudekammeret. Da Lyset næsten var brændt ned, og hun
pintes mere og mere, alt som Flammen kom nærmere og
nærmere, lagde hun en sådan Tålmodighed for Dagen, at
hun ikke rørte Hånden, så man skulde tro, at hun ingen
Smerte følte ved, at hun brændte sig; den Ild, der var i
hendes Indre, dæmpede nemlig den udvortes Hede, og den
glødende Attrå i hendes Sjæl holdt Flammen, som sved
hendes Hud, Stangen.
Omsider bød Ottar hende give Agt på sin Hånd, og bly slog
hun Øjnene op og så' på ham med sit milde Blik; det
foregivne Bryllnp blev nu strax opgivet, og hun fulgte med
ham til Brudesengen som hans Hustru. Senere fangede
Sivald Ottar og hade i Sinde at lade ham hænge, fordi han
havde skjændet hans Datter, men Syrithe gjorde da strax
Rede for, hvorledes det var gået til med hendes Bortførelse,
og skaffede ikke blot Ottar Kongens Gunst igjen, men fik
også sin Fader til at ægte hans Søster.
Nogen Tid efter stod der på Sjælland et Slag imellem Sivald
og Ragnald med udsøgte Krigere af udmærket Tapperhed på
begge Sider. I tre Dage anrettede de et stort Blodbad, men så
stor var Tapperheden på begge Sider, at det var uvist,
hvorhen Sejren vilde vende sig. Da styrtede Ottar, hvad
enten han nu var bleven kjed af den langvarige Kamp eller
blev greben af Begjærlighed efter at vinde Hæder, med
Dødsforagt ind på Fjendernes Fylking, hvor den var tættest,
fældede Ragnald midt iblandt hans tapreste Krigere og
skaffede således pludselig Danskerne Sejr. Dette Slag blev
ellers mærkeligt ved den Fejghed, de anseligste Stormænd
lagde for Dagen, thi hele Hæren blev greben af en sådan
Rædsel, at fyrretyve af de tapreste Svenskere siges at have
vendt Ryg og taget Flugten. Den ypperste iblandt dem,
Stærkodderj plejede ellers ikke at lade sig for skrække, om
-319-