Page 324 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

dit Blik, du væne,
se, med Længsel
jeg dig søgte.
Blot et Blik
jeg beder om,
kan du nænne
det at nægte?
"Hvad har således forstyrret din Forstand og gjort dig så
afsindig", sagde han, "at du hellere vil vogte fremmedes
Hjord og regnes blandt Utyskers Trælkvinder end, som det
sømmer sig, give dit Minde til at blive min Viv?" Men for at
hendes kyske Sinds Standhaftighed ikke skulde komme til at
vakle ved Synet af noget, af hvad der var om hende, holdt
hun ikke des mindre urokkelig Øjnene nedslagne. Hvor stor
må ikke Kvindernes Ærbarhed have været i de Tider,
eftersom de ikke engang ved deres Elskers ivrigste Lokken
kunne bevæges til at se blot ganske lidt op!
Da Ottar ikke engang ved de to gode Tjenester, han havde
vist hende, kunde opnå et Blik af Jomfruen, vendte han
skamfuld og bedrøvet tilbage til sin Flåde. Syrithe løb på sin
vante Vis langt bort over Klipperne, og da det traf sig så, at
hun på sin Omflakken kom til Ebbes Ganrd, udgav hun sig,
skamfuld over sin Nøgenhed og Hjælpeløshed, for at være et
Fattigmandsbarn. Ottars Moder skjønnede nu imidlertid
alligevel, at hun var en ædelbåren Kvinde, til Trods for at
hun var falmet og klædt i en fattig Kjortel, viste hende til
Sæde på en Hædersplads og beholdt hende hos sig med en
Venlighed, som var al ære værd, thi Jomfruens Dejlighed
røbede hendes ædle Herkomst, og hendes Åsyn bar Vidne
om hendes Æt. Da Ottar så' hende, spurgte han hende,
hvorfor hun skjulte sit Ansigt med sin Kjortel, og for
yderligere at prøve hendes Sindelag, foregav han, at han
skulde have Bryllup og lod Syrithe bære Lyset, da han gik til
-318-