Page 326 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

det så gik nok så hårdt til, og Faren var aldrig så stor, men
nu blev han greben af en sælsom Angst og foretrak at følge
sine Stalbrødre på Flugten frem for at lade hånt derom. Jeg
skulde næsten tro, at det var guddommelige Magter, der
indjog ham denne Skræk, for at han ikke skulde bilde sig
ind, at han var i Besiddelse af overmenneskelig Tapperhed.
Således plejer de dødeliges Lykke aldrig at være
fuldkommen. Alle disse Mænd gav sig i Tjeneste hos Hake,
den største Viking i de Tider, som Vrag fra Krigen. der
skylledes op til ham.
Sigar
Derpå blev Sigar Konge efter sin Fader Sivald. Han havde
Sønnerne Sivald, Alf og Alger og en Datter, Signe. Alf, som
overgik de andre i Mod og Fagerhed,gav sig i Vikingefærd.
Hans Hår, der var ganske lyst, var omstrålet af en sådan
Skjønhed, at det skinnede som Sølv. I de samme Dage skal
der i Gøtland have været en Konge ved Navn Sivard, som
havde to Sønner, Vemund og Østen, og en Datter, Alvilde,
som så at sige lige fra Vuggen af var så ærbar, at hun stadig
skjulte sit Ansigt med sit Slør for at undgå, at hendes
Skjønhed vakte nogens Attrå. Hendes Fader satte hende i
stræng Forvaring og lod hende opfostre en Drage og en
Snog, for at dette Kryb, når det voxede til, kunde vogte
hendes Kyskhed, thi det var ingen let Sag at bane sig Vej til
et Kammer, som der var sat så farlig en Slå for. Han
bestemte også, at, om nogen forgjæves søgte at skaffe sig
Adgang dertil, skulde han strax halshugges og hans Hoved
sættes på en Stage.
Den Frygt, der således var knyttet til dette dumdristige
-320-