Page 327 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Foretagende, lagde en Dæmper på Ungersvendenes iltre
Sind. Alf, Sigars Søn, fandt imidlertid, at det var desto
berømmeligere at gjøre Forsøget, jo farligere det var; han
meldte sig derfor som Bejler og fik Anvisning på at fælde
Dyrene, der holdt Vagt uden for Jomfruens Bur, thi, som
kundgjort var, tilkom det den, der besejrede dem, at tage
hende i Favn. For ret at egge deres Raseri imod ham hyllede
han sig i et blodigt Skind, og omgjordet med det jog han, så
snart han var kommen inden for Indhegningens Port, et
gloende Stål. som han holdt i en Tang, i Svælget på den
gabende Drage og fældede den således. Derpå kastede han
sit Spyd midt i Gabet på Snogen, der snoede og bugtede sig
frem imod ham, og det blev dens Bane. Da han nu krævede
den Løn, der var lovet for Sejren, sagde Sivard, at han kun
vilde tage den til Svigersøn, som hans Datter selv frit valgte.
Pigens Moder var den eneste, som ikke så' med gunstige
Øjne på hans Bejlen, og udforskede i en hemmelig Samtale
sin Datters Sind. Da denne ivrig priste ham for hans
Tapperhed, gjorde hun hende hårde Bebrejdelser, fordi hun
slappede sin Kyskhed og lod sig fange af lokkende Blikke
og uden at spørge om hans Dyd med letfærdigt Sind kastede
sine Øjne på Skjønhedens dårende Tillokkelser. Så fattede
Alvilde Foragt for den danske Ungersvend, ombyttede sine
Kvindeklæder med Mandsdragt og blev fra en over al Måde
bly Jomfru til en grum Viking. Efter at have taget adskillige
Piger, der var lige sådan sindede som hun, i sin Tjeneste
kom hun tilfældigvis til et Sted, hvor en Flok Vikinger
sørgede over Tabet af deres Høvding, som var falden i
Kamp. Formedelst hendes Fagerhed gjorde de hende til
deres Høvding. og hun udførte Bedrifter, der langt overgik,
hvad man kunde vente af en Kvindes Mod. Alf gjorde
mange møjsommelige Togter for at opsøge hende, og ved
Vintertid traf det sig så, at han stødte på Blakmannernes
Flåde. Vandet var på den Tid hårdt frosset, og Skibene var
omgivne af en sådan Ismasse, at de ikke var til at få af
-321-