Page 338 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Hel forgjæves
Hagbard venter,
glad jeg snart
til Valhal går.
Uden Hævn ej
heden går jeg,
barnløs snart
mit Ord du sander.
Sårt du dine
Sønner savner,
som mit gode
Glavind vog.
Således hævnede han sig for hendes Trusler ved at minde
hende om, at han havde dræbt hendes Sønner, og derpå
kastede han Bægeret i Ansigtet på hende, så Vinen randt ned
ad det.
Imidlertid spurgte Signe sine grædende Terner, om de kunde
få sig til at deltage med hende i, hvad hun havde sat sig for,
og de lovede at gjøre alt, hvad deres Jomfru ønskede, og det
gav de hende deres Ord på. Derpå sagde hun med grædende
Tårer, at hun vilde følge den eneste Mand, hun havde delt sit
Leje med, i Døden, og bød dem, så snart der blev givet Tegn
fra Udkigstårnet, at stikke Ild på Huset med Fakler, og
derhos skulde de lave Strikker af deres Hovedklæder og,
idet de skjød Skamlerne bort under deres Fødder, kvæle sig
med dem. Det gik de ind på, og for at de skulde blive
mindre bange for Døden, gav hun dem Vin at drikke og drak
dem selv til. Så blev Hagbard ført op på den Høj, som siden
har båret Navn efter ham, for at hænges der. For nu at prøve
sin elskedes Troskab bød han Knægtene hænge hans Kappe
op i Galgen, det vilde more ham, sagde han, at se, hvorledes
hans nær forestående Død vilde tage sig ud. De gjorde, som
-332-