Page 344 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

angribe dem, men så misbrugte denne Tilladelse ved at
udsætte sig for de største Farer. Det første af de Angreb, han
havde sat sig for, rettede han imod Jæderen, hvor han fo'r
frem med lld og Sværd; Bytte brød han sig ikke om, hans
eneste Glæde var, at Veje og Stier overalt, hvor han fo'r
frem, blev bedækkede med Lig og bestænkede med Blod,
thi medens andre plejede at undgå Blodsudgydelse og at
lægge mere Vind på at vinde Bytte end på at øve Manddrab,
foretrak han Grumhed for Vinding og søgte helst at
tilfredsstille sin Blodtørst ved at dræbe Mennesker, og
tilskyndede ved denne Grumhed kom Landsens Folk den
truende Fare i Forkjøbet ved at overgive sig. Da
Nordmændenes Konge Ragnald, som var en højt bedaget
Olding, hørte, hvorledes han fo'r frem, lod han grave en
Hule og sin Datter Drot indelukke i den med passende Følge
og Levnedsmidler for lang Tid. Også nogle Sværd, der var
smedede med den største Kunstfærdighed, nedlagde han
tillige med det kongelige Boskab i Hulen for ikke at sætte
Fjenden i Stand til at tage og bruge det Sværd, som han så',
han selv ikke kunde gjøre Brug af. Og for at man ikke
skulde blive Hulen var på Grund af dens Højde, lod han
Bakken oven over den jævne med Jorden. Derpå drog han i
Krig, men da han med sine gamle Lemmer ikke kunde gå
alene i Slaget, støttede han sig til sine Hirdmænds Skuldre
og gik således ført og holdt oppe af andre. Han faldt i Slaget
efter at have kæmpet med mere Iver end Held, og hans Land
fik efter hans Død stor Grund til at skamme sig.
For at straffe det overvundne Folk for dets Fejghed på en
usædvanlig styg Måde satte Gunnar nemlig en Hund til
Høvding over det. Hvad skal vi vel tro, han har tilsigtet med
dette, andet end at lade et hovmodigt Folk føle sig rigtig
grundig straffet for sit Overmod ved at måtte bøje sine stive
Nakker for en gjøende Hund. Og for at Forsmædelsen
skulde være fuldstændig, indsatte han Jarler, som i Hundens
-338-