Page 348 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

sig til at parre den Rest, der var tilbage af Kongestammen,
med en Mand af ringere Herkomst, og ikke nok med, at hun
bebrejdede ham hans Byrd, men hun lagde ham også hans
vanskabte Mund til Last. Halfdan sagde da, at hun havde
sigtet ham for to Lyder, for det første, at hans Herkomst ikke
var glimrende nok, for det andet, at han havde en Flænge
som et Hareskår, der ikke vilde gro sammen; derfor vilde
han nu ikke komme igjen for at bejle til hende, før han
havde vundet så stor Berømmelse i Krig, at den gjorde
begge disse Lyder til intet. Han bad hende også om ikke at
unde nogen Mand at dele Leje med hende, før end hun
havde spurgt sikre Tidender om, at han var kommen hjem,
eller at han var død. Kæmperne, hvis Broder han forlængst
havde dræbt, blev vrede over, at han havde talt med Gyrithe,
og forfulgte ham til Hest. Da han så' det, bød han sine
Stalhrødre skjule sig, thi han vilde ene tage imod
Kæmperne, sagde han, og da hans Ledsagere tøvede og
holdt for, at den Befaling vilde de have Skam af at adlyde,
drev han dem bort med Trusler; Gyrithe skulde aldrig
spørge, at han af Frygt unddrog sig en Kamp. Han fældede
strax en Eg og tildannede den som en Kølle, kæmpede så
ene med tolv og dræbte dem. Da de havde måttet bide i
Græsset, vilde han ikke lade sig nøje med den Ære, han
havde vundet ved så ypperlig en Bedrift, men fik, for at
udføre endnu større Ting, af sin Moder de Sværd, der havde
tilhørt hans Bedstefader, det ene hed Lysing, det andet
Hviding på Grund af den Glans, der lyste af den hvasse Od.
Da han spurgte, at der rasede en Krig imellem
Svenskekongen Alver og Ruthenerne, drog han på stående
Fod til Rusland, tilbød Landsens Folk dèr sin Bistand og
blev af alle modtagen med den største Ære. Alver var ikke
langt borte, de var kun skilte fra hinanden ved et lidet
Stykke Vej. Alvers Stridsmand Hildiger, Gunnars Søn,
udæskede Ruthenernes Kæmper til at slås med sig, men da
han så' Halfdan træde frem og godt vidste, at han var hans
-342-