Page 340 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

vi to nu skilles.
"Se", sagde han, "jeg hilser min forestående Død med
Glæde; thi ikke engang blandt Skyggerne tilsteder
Kjærligheden, at de elskendes Favntag ophører". Og medens
han sagde det, hængte Knægtene ham. Men på det ingen
skal tro, at alle Oldtidens Spor er helt forsvundne, bekræftes
Troværdigheden af det, som nys er fortalt, endnu den Dag i
Dag ved Vidnesbyrd på selve Stedet, thi både har Hagbard
ved sin Død givet det Navn, og ikke langt fra Sigars By er
der et Sted, hvor en Høj rager lidt op over Sletten og ved sin
Jorddynge viser, at der har været et gammelt Bosted.
En Mand har også fortalt Absalon, at han havde set en
Bjælke, der var funden der på Stedet, og som en Bonde
havde stødt på med sit Plovjærn, da han pløjede Jorden.
Da Hake Hamundssøn spurgte denne Tidende og nu vilde
vende sine Våben fra Irerne imod Danskerne for at hævne
sin Broder, forlod Hake Sjællænder, Vigers Søn, og
Stærkodder ham. De havde været hans Stalbrødre hele
Tiden, siden Ragnald faldt, men nu følte den ene sig
tilskyndet af Venskab, den anden af Hensynet til sin
Herkomst, og således drev forskjellige Grunde dem begge
til at handle på samme Vis. Fædrelandskjærlighed afholdt
nemlig Hake fra at angribe Danmark, thi medens de andre
førte Krig imod fremmede, vilde han være kommen til at
kæmpe med sine Landsmænd.
Stærkodder derimod vilde ikke gå som Fjende imod den
gamle Sigar, fordi han havde nydt Gjæstevenskab hos ham
og således vilde være kommen til at lønne godt med ondt.
Så stor Ærbødighed nærer nemlig somme for
Gjæstevenskabet, at de ikke er at bevæge til at øve nogen
-334-