Navn skulde varetage Landets Anliggender, og satte
Stormænd af forskjellig Rang til stadig at våge over den.
Han fastsatte også, at hvis en af Hirden fandt det
forsmædeligt at vise sin Høvding Hyldest og ikke vilde være
med til i dybeste Ærbødighed at følge den, når den rendte
frem og tilbage, skulde han straffes med Lemlæstelse. Han
pålagde også Folket dobbelt Skat og Skyld, idet der både
skulde betales af Høstens Afgrøde og om Foråret. Således
opnåede han ved at knække Nordmændenes Hovmod, at de
ret tydelig fik at fornemme, hvilket Skår der var gjort i deres
Stolthed, eftersom de så' sig tvungne til at bringe en Hund
Hyldest. Da han hørte. at Kongens Datter var anbragt i et
Skjulested langt borte, anspændte han al sin Sindrighed for
at opspore, hvor hun var, og så skete det da, at han, som selv
søgte efter hende sammen med andre, utydelig hørte en Lyd
som af Hvisken, der kom langt borte fra under Jorden. Han
gik langsomt videre og skjelnede nu tydeligere en
menneskelig Stemme. Han befol da, at Jorden, de gik på,
skulde graves op helt ned til den faste Klippe, og Hulen kom
da pludselig for Dagen, og han så' dens bugtede Gange.
Trællene, som søgte at forsvare de blottede Adgange til
Hulen, blev dræbte og Pigen trukket ud af den tillige med de
dèr forvarede Sager, men sin Faders Sværd havde hun med
megen Omtanke gjemt på et endnu hemmeligere og sikrere
Sted. Gunnar tvang hende nu til at være ham til Vilje, og
hun fødte ham Sønnen Hildiger, som i den Grad slægtede
sin Fader på i Henseende til Grumhed, at han altid var opsat
på Manddrab, ikke tænkte på andet end på at slå Mennesker
ihjel og altid led af en umættelig Blodtørst. Han blev da
også til sidst landsforvist af sin Fader for sin ulidelige
Grumhed, men da han strax fik et Jarledømme overladt af
Alver, anvendte han fremdeles al sin Livstid på Krig og
Orlog, fejdede på sine Naboer og anrettede Mandslæt
iblandt dem, thi han opgav intet af sin vante Grumhed, fordi
han var bleven landsforvist, og skiftede ikke Sind, fordi han
-339-