Page 349 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

Broder, fik Blodets Røst Overtaget over hans Tapperhed, og
han sagde, at han, der havde Ry for at have fældet
halvfjerdsindstyve Kæmper, ikke vilde slås med en lidet
forsøgt Mand. Han bød ham først forsøge i det mindre, så
kunde han bagefter gå over til Ting, der svarede til hans
Kræfter. Dette sagde han ikke af Mistillid til sit Mod, men
for at bevare sin Ærlighed, thi han var ikke blot meget
tapper, men også forfaren i at døve Sværd med Galdresange.
Da han nu betænkte, at Halfdans Fader var hans egen Faders
Banemand, rørte der sig to Følelser i ham: Lyst til at hævne
sin Fader og Kjærlighed til Broderen, og han holdt det
derfor for rådeligere at unddrage sig Udfordringen end at
begå en stor Brøde. Halfdan forlangte da, at en anden
Kæmpe skulde gå imod ham i hans Sted, og fældede den,
der mødte frem; det varede ikke længe, før end også
Fjenderne tilkjendte ham Sejrskransen, og alle erklærede
ham enstemmig for den tapreste af alle. Dagen efter
forlangte han at slås med to og fældede dem begge, tredje
Dagen vog han tre, fjerde Dagen fire, femte Dagen fem. Da
ottende Dagen kom, og Tallet på dem, han sloges med, og
de Sejre, han vandt, stadig var voxet i samme Forhold,
fældede han elleve i én Dyst. NU skjønnede Hildiger, at det
Ry, han havde vundet for sine Bedrifter, ikke var større end
Halfdans Tapperhed, og han kunde nu ikke længer få sig til
at nægte at kæmpe med ham. Da han var bleven dødelig
såret af Halfdan med et Sværd, der var omviklet med Klude,
kastede han sine Våben og tiltalte liggende på Jorden sin
Broder sålunde:
Godt det er
en Gang at skifte
gode Ord
i Gammenslag.
Våben nu vi
lade hvile,
vexle Ord som
-343-