Page 366 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

han havde skaffet ham Fred i hans Hus. Hans Fader gav ham
Anførselen til Søs, og han fældede i Søslag
halvfjerdsindstyve Søkonger, af hvilke Birvil og Hvirvil,
Torvil, Nef og Onef, Redvard, Rand og Erand var de
ypperste. Ved den Hæder og Ære, han således vandt,
opflammede han mange Kæmper, hvis hele Digten og
Tragten gik ud på at øve tapre Bedrifter, til at slutte Forbund
med ham. Han dannede sig endog en Livvagt af ubændige
Ungersvende, som brændte af Begjærlighed efter at vinde
Hæder. I den optog han også Stærkodder og behandlede ham
med den største Ære og viste ham større Venskab, end han
selv havde Gavn af. Udrustet med sådanne Kræfter revsede
han ved sin store Navnkundighed Nabokongernes Frækhed
således, at han berøvede dem al Styrke til at føre Krig med
hinanden og også betog dem al Lyst og Dristighed dertil.
Derefter drog han til Harald og fik også af ham Anførselen
til Søs, og til sidst blev han sendt i Krigstjeneste hos Ring.
På den Tid var der en Mand ved Navn Brun, som ene var
indviet i og deltog i alle Haralds Råd og Anslag. Hver Gang
Harald og Ring havde Brug for et hemmeligt Bud, plejede
de at betro Hvervet til ham. Grunden til denne Fortrolighed
var, at Harald og Brun var bleven opdragne sammen og
havde leget sammen som Børn. Da han på en af sine stadige
møjsommelige Rejser druknede i en Flod, påtog Odin sig
hans Navn og Udseende og bragte ved at røgte de Sendelser,
der blev ham overdragne, på forræderisk Måde den stærke
Enighed, der var imellem Kongerne, til at vakle, og så stor
var hans Falskhed i Henseende til at så Splid, at han på
begge Sider avlede et så bittert Had imellem dem, der var
knyttede til hinanden med Venskabs og Frændskabs Bånd, at
det kun syntes at kunne stilles ved Krig. I Førstningen
voxede Uenigheden imellem dem i Stilhed, indtil den
hemmelige Avind brød åbenlyst frem, da det, de pønsede på
hver for sig, kom for Dagen. Efter at Fjendskabet var
-360-