Page 550 - Saxo: Danmarks Riges Krønike

stundom bedre for ham at sidde i Dommersædet end at
knæle for Alteret. Men nok herom. Kjærlighed til
Religionen var det eneste, han udmærkede sig ved, de
uretfærdigste Handlinger fandt han sig i med overvættes
Langmodighed, og han opfyldte i Virkeligheden langt fra
alt, hvad han havde lovet. Han ikke blot tilgav
Misgjerninger, men han gav dem ligefrem frit Spil og gjorde
Landet lige så fattigt på Lov og Ret, som han havde lovet at
gjøre det rigt derpå. Han holdt det ikke engang for uværdigt
at afvige fra, hvad der ellers anses for Kongeskik i
Henseende til Adfærd og Optræden. Efter at have siddet på
Tronen i to År døde han.
Knud den Hellige
Da han var død, blev Knud kaldt tilbage og besteg med sine
Brødres Samtykke Tronen. Krigen i Østerleden, som han
havde begyndt i sin Ungdom og også havde ført i sin
Landflygtigheds Tid, fortsatte han af al Magt, efter at han
var kommen på Tronen, mere for at udbrede
Kristendommen end af Begjærlighed, skjønt han også var
opsat på at øge sin Navnkundighed nu, da Lykken var ham
god. Han opgav da heller ikke dette Forehavende, førend
han i Bund og Grund havde underkuet Kurernes, Sembernes
og Esternes Lande. Efter at have fået Bugt med disse
Fjender, så' han sig om efter en Dronning, og da han syntes,
at intet af de Giftermål, han kunde opnå i Nabolandene, var
ham anseligt nok, ægtede han Grev Robert af Flanderns
Datter Edle, som fødte ham Sønnen Karl.
Da han mærkede, at de gamle Loves Kraft var bleven
svækket og tilintetgjort som Følge af Stormændenes
-544-